Musholm

Artikelstart

Musholm, 30 ha stor ubeboet ø ved Sjællands Storebæltskyst 3 km syd for Reersø. Øens sydvestlige del består af en morænekerne i op til 9 m højde og med en aktiv havklint; den nordlige del udgør en 500 m lang strandvold med rullesten ud mod Påskestenen og Nordholm (2 ha). Mod øst grænser morænekernen op til ældre strandvoldssystemer og et yngre krumoddekompleks. Et havbrug udnytter øens bygninger. Det tørre klima præger den righoldige græs- og urtevegetation.

Faktaboks

Etymologi
Stednavnet kendes fra 1200-t. som Rethesø holm, 1664 Mussholmen, af mus og holm 'lille ø'.

Musholm Bugt

Musholm Bugt udgør farvandet mellem Musholm, Slettings Grund og den næsten 20 km lange kyst mellem Reersø og halvøen med Halsskov. Langs det meste af kyststrækningen findes omfattende sommerhusbebyggelse.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig