Mungo-mennesket, det ældste menneskefund i Australien, fundet i 1974 ved Lake Mungo i New South Wales og dateret til ca. 40.000 år før nu. Fundet omfatter et næsten helt skelet, omkring 1,7 m langt, og er tilsyneladende blevet begravet. Der mangler dele af kraniet, og bevaringstilstanden er ringe; kønnet kan ikke bestemmes med sikkerhed. Fundet er af et moderne menneske, Homo sapiens, men mitokondrie-DNA fra skelettet ligner ikke nogen kendt variant blandt klodens nuværende befolkning. Nogle forskere har tolket dette som støtte for teorien om regional kontinuitet (multiregional-hypotesen, se Eva-hypotesen), mens andre har fremført, at han kan have tilhørt en udviklingslinje, der var repræsenteret blandt "Evas" samtidige, men som siden er uddød.