Mule, dansk adelsslægt, hvis adelige stamfader, borgmester i Odense Hans Mule, blev adlet i 1444 af Christoffer 3. af Bayern. Slægten kom aldrig til at tilhøre den egentlige godsbesiddende adel i Danmark, men fastholdt sin tilknytning til Odense og byens borgerskab. Således var flere i slægten magistratsmedlemmer, andre var akademikere og fogeder på højadelens godser.