Faktaboks

Muhammad Ayub Khan

Ayub Khan

Født
14. maj 1907
Død
19. april 1974

Muhammad Ayub Khan var en pakistansk officer og politiker, præsident 1958-1969.

Efter studier ved universitetet i Aligarh i Indien blev Ayub Khan optaget på militærakademiet i Sandhurst i England og gjorde efter endt uddannelse tjeneste i den britisk-indiske hær fra 1928.

Efter Indiens uafhængighed og deling i 1947 valgte Ayub Khan den pakistanske hær, hvor han hurtigt blev forfremmet. I 1951 blev han hærchef og var som sådan chefforhandler ved Pakistans optagelse i det USA-støttede alliancesystem i Asien.

I 1958 tog Ayub Khan magten ved et kup og indførte snart et valgsystem, kaldet basisdemokrati, som sikrede hans valg til præsidentembedet i 1960 og igen i 1965. Rivaliseringen med Indien fik ham til at søge nær tilknytning til Kina, og indenrigspolitisk førte han en reformpolitik til fremme af landbrug og industri.

Efter omfattende uroligheder, der begyndte blandt studerende, trådte han tilbage i 1969 og overlod magten til Yahya Khan.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig