Muhammad 1. Askia, Ture, d. 2.3.1538, vestafrikansk konge, regent i Songhairiget ca. 1493-1528. Muhammad var general under Sonni Ali, grundlæggeren af Songhairiget, og efter dennes død besejrede han efterfølgeren og lagde grunden til Askiadynastiet. Muhammad forstærkede islams rolle i riget og reorganiserede administration og militær. 1498-1515 fortsatte han rigets ekspansion, idet han bl.a. sikrede sig kontrol med handelsvejen gennem Aïr. Fra ca. 1519 svækkedes hans greb om riget, og i 1528 blev han afsat og eksileret af sin ældste søn, men en anden søn, der havde taget magten, førte ham tilbage til hovedstaden, Gao, i 1537.