Mozambique - geografi

.

Zambezifloden ved Tete. Foto: 1996.

.

Primitivt landbrug 1996.

.

Landsby 1996.

.

Ungdommelig opfindsomhed i Tete 1996

.

Mozambique - geografi, Landet strækker sig næsten 2000 km fra nord til syd; naturligt kan det inddeles i tre regioner, adskilt af de to store floder Zambezi og Save. Fælles for regionerne er en bred kystslette, som kun langsomt går over i højland mod vest, højest i den nordlige del. Hovedstaden Maputo med landets økonomiske og politiske tyngdepunkt ligger længst mod syd. Store dele af de nordlige provinser har kun ringe forbindelser til hovedstaden og med hinanden.

Klima

Hele landet ligger i det tropiske bælte, og den naturlige vegetation er savanne. Der ligger ofte et højtryk over det sydlige Afrika, og dermed forhindres fugtige vinde fra Det Indiske Ocean i at nå ind over landet. Det betyder dels, at nedbøren varierer meget fra år til år, dels at den årlige nedbør er størst i de nordlige egne, hvor højlandet får op til 1800-2200 mm, mens Maputo kun får i gnsn. 750 mm. Med mellemrum rammes landet af egentlig tørke, bl.a. i 1992, og nogle år optræder oversvømmelser, når store regnmængder får floder til at gå over deres bredder.

Erhverv

Mozambique har betydelige naturresurser i form af landbrugsjord, skove, mineraler og fiskerige kystfarvande, men alle former for udnyttelse er stærkt hæmmet af den meget begrænsede infrastruktur. Landet har kun få jernbaner og veje, og med baggrund i landets historie er de overvejende orienteret mod nabolandene; således er Nacalakorridoren forbindelse til Malawi, og Beirakorridoren til Zimbabwe, mens Maputo blev udbygget som havneby for Sydafrikas guldminer i Witwatersrand. En yderligere forringelse af transportforholdene skete under den langvarige befrielseskamp og den efterfølgende uro, hvorunder veje, jernbaner og elnet blev ødelagt. En omfattende genopbygning af vejnettet er dog iværksat. Arbejdet bliver støttet af flere udenlandske, bl.a. kinesiske og svenske donorer.

Landbrug. Store dele af jordbunden er dannet af grundfjeld og er ikke specielt frugtbar. Dyrkning er derfor koncentreret til frugtbare aflejringer i floddalene. Ca. 4% af arealet er under plov, nogenlunde svarende til Danmarks landbrugsareal. Hertil kommer mange mio. ha græsningsarealer af varierende kvalitet. Forholdene på landet bærer stadig præg af den portugisiske kolonipolitik frem til 1975. Her blev bøndernes muligheder for markedsproduktion bevidst begrænset, idet kolonistyret satsede på hvide settleres plantagebrug til eksport og produktion af fødevarer til det lokale marked. I floddalene anlagdes sukkerplantager, på de tørrere kystsletter kokos- og sisalplantager og i de regnrige bjerge mod nord teplantager. Settlerbrugene med korn- og frugtavl lå især syd for Savefloden. De afrikanske bønders eneste pengeafgrøde var bomuld; i 1935 indførtes tvangsdyrkning af bomuld, og i perioder blev 700.000 bønder tvunget til at dyrke 1/2 ha hver. Bomulden blev eksporteret til Portugals tekstilindustri, som herigennem fik billige råvarer. En mulighed for biindkomst var indsamling af cashewnødder. Mozambique var og er fortsat en af hovedproducenterne af denne delikatesse. Til bøndernes selvforsyning dyrkedes især majs, kassava og jordnødder, som stadig er de vigtigste afgrøder.

Ved selvstændigheden forlod de fleste settlere landet, og fødevareforsyningen til byerne reduceredes kraftigt. Også flertallet af de private plantager blev lukket. Hertil kom den interne uro og en omfattende destabilisering fra Rhodesia og Sydafrika, og mange bønder flygtede til byerne og til nabolandene. I samme periode forsøgte den marxistisk orienterede regering at opbygge kollektiv- og statsbrug efter østeuropæisk mønster, men med katastrofale resultater. Efter fredsslutningen i 1992 er der igen kommet gang i landbruget, men erhvervet hæmmes stærkt af den ødelagte infrastruktur; endnu i begyndelsen af 1990'erne måtte en stor del af kornforsyningen importeres. I de første år af 2000-t. kom der gang i den eksportorienterede landbrugsproduktion, især af bomuld og sukker.

Fiskeri og skovbrug. Under kolonitiden var fiskeri kun af helt lokal betydning, og efter selvstændigheden er udviklingen gået langsomt. De rige fiskeresurser udnyttes især af udenlandske fiskere med licens. Vigtigst er rejefiskeriet, som hovedsagelig går til eksport. Rejer er trods en svag nedgang stadig en af landets vigtigste eksportvarer. Skovresurserne er betydelige, men ligger oftest i vejløse områder og udnyttes kun sparsomt.

Minedrift. Også denne sektor hæmmes af den manglende infrastruktur, men er i udvikling. Udnyttelsen af kul- og jernmalmforekomster indledtes under kolonitiden, men meget blev ødelagt, da portugiserne forlod landet. De samlede potentialer for minedrift er endnu helt ukendte, men de første olie- og naturgasfelter er fundet, og udnyttelsen af et gasfelt er indledt i Inhambaneregionen. Man har også fundet verdens største forekomst af det sjældne metal tantal, som bruges i elektronikindustri.

Industri. I 1975 havde Mozambique en efter afrikanske forhold ret veludbygget industri. Den var især baseret på forarbejdning af landbrugsprodukter og rettet mod eksport, men omfattede også bl.a. cementfremstilling til det lokale marked og nabolandene. Virksomhederne lå helt overvejende i Maputo (dengang Lourenço Marques) og Beira med deres transportkorridorer til baglandet. Efter selvstændigheden blev der lavet store planer om udbygning af sværindustri, men meget forblev på tegnebrættet, og generelt faldt industriproduktionen år for år frem til midten af 1990'erne. I kriseårene skete der en stor vækst i uformelle, lokale småvirksomheder inden for både industri, håndværk og service, den såkaldte informelle sektor. Liberaliseringer og fjernelsen af importkontrol har betydet, at denne sektor er vokset yderligere efter 1994. International støtte har betydet, at flere store industriprojekter kunne gennemføres, bl.a. bygningen af aluminiumssmelteværket Mozal ved Maputo. Projekterne udnytter landets egne resurser og den fordelagtige placering mellem havet og det resurserige bagland. Værdien af eksporten udgjorde i 2003 911 mio. dollars; heraf stod aluminium fra Mozal for 62,5%.

Befolkning

Befolkningens geografiske fordeling afspejler betydningen af floddalene, især Zambezidalen, og af transportkorridorerne. Her og generelt i kystregionen bor størstedelen af indbyggerne. Under borgerkrigen var der stor vandring til byernes relative sikkerhed. Den etniske sammensætning er præget af bantu-indvandring fra nord og senere tilvandring fra SV, fremkaldt af Zulurigets ekspansion. Et flertal tilhører nu forskellige bantugrupper. Indvandringen af portugisere begyndte først rigtig i 1950'erne, da Salazarregimet i Portugal fremmede emigration for at mindske de sociale problemer hjemme. I 1974 nåede den portugisiske befolkning op på 150.000, svarende til 4% af Mozambiques indbyggere. Langt de fleste rejste hjem umiddelbart efter selvstændigheden. Især i 1970'erne arbejdede mange mozambiquere legalt og illegalt i Sydafrika og andre nabolande, men med selvstændigheden blev denne trafik stærkt begrænset af Sydafrika, og de mistede valutaindtægter var endnu et bidrag til Mozambiques dybe krise i denne periode.

I kolonitiden var flere af kystbyerne mål for især hvide turister fra Sydafrika og Rhodesia. Med genopbygningen af veje og jernbaner er Maputo, Beira og Nacala-Moçambique mod nord atter ved at blive turistmål.

Læs mere om Mozambique.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig