Moskva (Medier)

Moskva (Medier), Byen er Ruslands mediecenter med et væld af trykte og elektroniske medier. Her udgives de største dagblade, bl.a. Trud, Moskovskij komsomolets, Komsomolskaja pravda, Izvestija, Nezavisimaja gazeta, Rossijskaja gazeta og Pravda, samt ugeaviser og kulørte blade, fx Argumenty i fakty, Ogonjok og Novoje vremja. Blandt de engelsksprogede aviser er The Moscow Times den mest populære.

Tv-markedet er domineret af fire statsejede stationer, nogle få kommercielle stationer samt en række lokale kabel-tv-stationer. Under præsident Putin har staten overtaget kontrollen med de vigtigste tv-kanaler. Foruden statsradioen findes et antal private stationer, heriblandt den kritiske Ekho Moskvy ('Moskvas Ekko'). Siden begyndelsen af 1990'erne er oplagene af de i Sovjettiden populære "tykke" litterære tidsskrifter, fx Junost, Molodaja gvardija og Novyj mir, samt af videnskabelige tidsskrifter faldet kraftigt.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig