Morsø Kommune - forhistorie, I Morsø Kommune er to storstensgrave og 223 gravhøje bevaret, mens knap 1200 høje og nogle få storstensgrave vides at være sløjfet. Adskillige steder er der fundet grave fra enkeltgravskulturen, dolktid og bronzealderen. I højen Hvilshøj på Karby Mark er der i en brandgrav fra midten af bronzealderen fundet tilbehør til kvindefrisuren, nemlig valk, hårnet og kam. Ved Solbjerg er fundet en brandtomt af en gård fra omkring Kristi fødsel, og blandt det forkullede korn findes noget af den ældste rug, der kendes fra Danmark. Ved Dalgård syd for Fårup er der på en gammel strandbred udgravet ni grubehuse med keramik og en fibula fra 700-t. Der er endvidere fundet glasperler, vævevægte m.m., og her har formentlig ligget en handelsplads. Umiddelbart oven for strandbredden er der fundet fire langhuse fra vikingetiden. I Karby kan bebyggelsen følges fra 700-t. til begyndelsen af middelalderen.

Læs videre om Morsø Kommunes historie.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig