Morro Velho, Brasiliens kendteste guldmine, der ligger i "Jernfirkanten" (Quadrilátero Ferrifero) i delstaten Minas Gerais. Området består af en serie af foldede prækambriske kvartsitter, chlorit-, grafit- og jernholdige skifre samt carbonatholdige bjergarter. Guldmalmen, der ligger i siliciumholdige, båndede dolomit- og ankeritbjergarter, har et gennemsnitsindhold på 12 g/t. Guldet findes sammen med mineralerne pyrrhotit (magnetkis) og arsenopyrit (arsenkis). Guldforekomsten er både blevet tolket som en hydrotermal dannelse og som en samtidig (syngenetisk) aflejring med kemiske sedimenter, hvori guldet senere er koncentreret under foldning og metamorfose.