Morijas bjerg, den klippe i Morija-landet, hvor Abraham if. GT skulle ofre sin søn Isak (1.Mos. 22,2). Bjerget hævdes at være identisk med det sted, hvor kong Salomon lod Jerusalems tempel opføre (2.Krøn. 3,1); denne identifikation kunne tjene til at legitimere israelitternes tempelkult, der dermed føres helt tilbage til patriarkernes tid. I nutidens Jerusalem er Klippemoskéen bygget på det pågældende sted.