Mor Danmark

Mor Danmark, symbol på den danske nation. Allegoriske fremstillinger af fædrelandet i form af en kvinde i antik klædedragt med rigsvåbenet kendes fra 1700-t. Fra begyndelsen af 1800-t. skete der en inderliggørelse af fædrelandsbegrebet, og digtere som N.F.S. Grundtvig, B.S. Ingemann og St.St. Blicher og senere bl.a. Mogens Lorentzen anvendte allegorier med Mor Danmark.

Inspireret af den danske sejr i Slaget ved Isted 1850 udførte maleren Elisabeth Jerichau Baumann i 1851 et billede af Danmark, en smuk, kampberedt ung kvinde med Dannebrog som attribut. Maleriet blev prototypen på mange senere fremstillinger af Mor Danmark. Motivet fik stor udbredelse gennem reproduktioner, på brugskunst og i form af karikaturer.

Se også danskhed.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig