Montmartre - spillested i København

Montmartre, Jazzhus Montmartre, jazzspillested i København, grundlagt 1959 i Store Regnegade. Stedet var centrum for dansk jazz i opblomstringsperioden i 1960'erne og tiltrak en lang række af jazzens største navne, bl.a. Dexter Gordon, Keith Jarrett og Miles Davis.

Spillestedet flyttede til Nørregade i 1976 og fik efterhånden en udvidet musikprofil frem til lukningen i 1995. Da havde Copenhagen Jazzhouse, grundlagt i 1991, overtaget Montmartres rolle i det københavnske jazzmiljø.

Jazzhus Montmartre genåbnede i maj 2010 i de oprindelige lokaliteter i Store Regnegade med jazzpianisten Niels Lan Doky som musikchef. Han blev 1.2.2011 afløst af en kunstnerisk ledelse på seks mand, hvoraf saxofonisten Benjamin Koppel fungerede som musikchef, til han i august s.å. afløstes af pladeselskabsdirektøren Christian Brorsen.

I 2008 udsendte Frank Büchmann-Møller og Henrik Wolsgaard-Iversen Montmartre - Jazzhuset i St. Regnegade 19, Kbhvn K 1959-1976, og i 2010 fulgte den tidligere musikkonsulent for spillestedet i Nørregade Niels Christensens erindringsbog Montmartre i Nørregade - Mig og Monten.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig