Montenegro (historie op til selvstændighed)

Artikelstart

I den socialistiske periode var Montenegro den af de jugoslaviske republikker, som stod politisk længst til venstre, og dens ledelse modsatte sig i 1988 den serbiske præsident Slobodan Miloševićs første forsøg på ved iscenesatte "folkelige" demonstrationer at erobre magten i Montenegro.

Kuppet lykkedes dog året efter, hvorefter Milošević udskiftede det lokale kommunistpartis ledelse med unge folk, han selv havde håndplukket. Det drejede sig først og fremmest om Momir Bulatović og Milo Đukanović, som 1990-1998 var hhv. præsident og ministerpræsident. Đukanović vendte sig imidlertid i 1997 mod Milošević og vandt ved præsidentvalget i oktober over sin hidtidige chef Bulatović, som forblev loyal mod Milošević. I januar 1998 overtog Đukanović præsidentembedet, trods forsøg fra Bulatovićs tilhængere på at forhindre det, og overlod posten som ministerpræsident til sin loyale medarbejder Filip Vujanović.

Under Kosovo-krisen i 1999 forsøgte Đukanović og Vujanović at holde Montenegro så meget som muligt uden for krigen, de lagde sig tæt op ad EU og NATO, og den tyske D-Mark blev landets reelle valuta i stedet for den jugoslaviske dinar. Montenegro ophævede også ensidigt den jugoslaviske visumtvang for borgere fra EU-lande. Đukanović havde opbygget sin magtstilling ved en stadig mere uafhængig politik og – ifølge vedholdende rygter – en stor personlig formue skabt bl.a. ved cigaret- og oliesmugling. Han vakte Vestens interesse ved at være en sprække i muren omkring Miloševićs "Restjugoslavien" med en selvstændig udenrigs- og handelspolitik, men appellerede jævnligt til Vestens ledere om, at han følte sig truet af Milošević og hans tilhængere i Montenegro, som er særlig fremtrædende i landets nordlige del. Den serbiske oppositionsleder Zoran Đinđić søgte tilflugt i Montenegro under Kosovo-krigen i 1999, da han frygtede for et attentat fra kredsen omkring Milošević.

Presset på Montenegro aftog væsentligt efter Miloševićs fald i Serbien i 2000 og Đinđićs efterfølgende overtagelse af regeringsmagten; men det fik ikke Đukanović til at afbryde sin kamp for fuld montenegrinsk selvstændighed. Således blev euro indført som officiel møntfod i Montenegro allerede i 2002, hvor der samtidig førtes intense forhandlinger om Jugoslaviens fremtid mellem serbiske og montenegrinske politikere. Ved parlamentsvalget samme år i oktober sejrede en af Đukanović ledet Koalition for et europæisk Montenegro over tilhængerne af fortsat union med Serbien. Đukanović afløstes derefter som præsident af Filip Vujanović og overtog i januar 2003 ministerpræsidentembedet.

I marts 2003 blev Forbundsrepublikken Jugoslavien erstattet af den løsere union Serbien og Montenegro, og i 2004 antoges Montenegros gamle røde kongeflag med den gyldne, kronede dobbeltørn officielt som republikkens nye flag, idet dog kong Nikola 1.s monogram er erstattet af en gylden løve. Den nye unionsaftale gav den enkelte delstat ret til at stemme om unionens fremtid efter tre år.

Den 21. maj 2006 gav en folkeafstemning i Montenegro et lille, men klart flertal for fuld uafhængighed, og denne erklæredes énstemmigt af parlamentet den 3. juni, idet oppositionens repræsentanter boykottede afstemningen. Kort efter anerkendte Serbiens præsident officielt unionens opløsning, og den 28. juni 2006 optoges Montenegro som FN's 192. medlemsstat. Ved parlamentsvalget i september 2006 fik Đukanovićs koalition absolut flertal i parlamentet, og det var ventet, at han ville fortsætte som ministerpræsident. Men til almindelig overraskelse trak han sig i oktober tilbage fra embedet til fordel for det private erhvervsliv, bortset fra at han forblev som parlamentsmedlem. Det var dog det almindelige indtryk, at han stadig var den mest indflydelsesrige politiker i landet, og hans europæiske integrationspolitik fortsatte uændret.

Den 11. maj 2007 blev Montenegro det 47. medlemsland af Europarådet, og landet blev også i 2007 medlem af NATO's Partnerskab for Fred–program (PfP). Den 29. februar 2008 vendte Milo Đukanović tilbage til ministerpræsidentposten.

Montenegro arbejder nu for at udbygge sin egen udenrigstjeneste, og flere lande har oprettet selvstændige ambassader i landets reelle hovedstad Podgorica – den formelle er siden 2003 den gamle kongeby Cetinje. Ud over tætte forbindelser med EU-landene er der nære diplomatiske og økonomiske kontakter med landets gamle alliancepartner fra 1800-tallet, Rusland, og der er sket betydelige investeringer fra russisk side, bl.a. i landets vigtigste industri, turistindustrien.

I juni 2017 blev Montenegro det 29. medlem af NATO.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig