Mont Pelerin Society, selskab, der blev dannet i 1947 på initiativ af økonomen og filosoffen F.A. Hayek; navngivet efter landsbyen Mont Pelerin i nærheden af Genèvesøen, hvor det første møde blev holdt. Formålet med selskabet var at diskutere og videreudvikle den klassiske liberalisme, som Hayek så som truet af totalitære statsopfattelser, især socialismen og kommunismen. Blandt de stiftende medlemmer, der bl.a. talte samfundsvidenskabsmænd, filosoffer og historikere, var Karl Popper, Milton Friedman og Maurice Allais. Mont Pelerin Society mødes årlig og har i dag (2007) over 500 medlemmer verden over. Trods en tilbagetrukken offentlig profil tillægges selskabet stor betydning for liberalismens fornyede gennemslagskraft fra 1980'erne og frem.