Mongstad, stort norsk industriområde på nordsiden af Lindåshalvøen 60 km nord for Bergen. Det etableredes i 1970'erne som terminal for de norske oliefelter i Nordsøen. Olien fra Trollfeltet sendes hertil via rørledning, mens den sejles fra felterne Statfjord, Gullfaks og Snorre. Seks enorme lagerhaller er sprængt ind i klippen, og herfra omlades en del af olien til direkte eksport med store tankskibe. En anden del behandles på Statoils store, avancerede raffinaderi, der fremstiller benzin og andre olieprodukter, herunder koks, som anvendes ved produktionen af anoder til aluminiumsindustrien. Herudover er Mongstad en af de travle forsyningsbaser for boreplatformene i Nordsøen. Byen har med den nye bro (1994) over Salhusfjorden direkte vejforbindelse (75 km) til Bergen.