Monberg & Thorsen A/S

.

Monberg & Thorsen A/S, MT, dansk ingeniør- og entreprenørvirksomhed, stiftet i 1919 af civilingeniørerne Axel Monberg (1893-1971) og Ejnar Thorsen (1890-1965), siden 1937 aktieselskab. I 1996 overtog virksomheden LN Enterprise A/S, og i 2001 fusioneredes med Højgaard & Schultz A/S til MT Højgaard A/S.

Selskabets forretningsområder var bl.a. bygge- og anlægsvirksomhed, stålkonstruktion samt elektriske installationer og instrumentering. Mest kendt var virksomheden som brobygger, idet den har optrådt selvstændigt eller som partner ved opførelsen af Lillebæltsbroen, Svendborgsundbroen, Vejlefjordbroen, Farøbroerne, den nye Lillebæltsbro (ståloverbygningen), Storebæltsforbindelsen (de borede tunneler) samt Øresundsbroen.

Blandt andre arbejder har været facadebeklædningen på udvidelsen af Statens Museum for Kunst, Udenrigsministeriet, bygge- og anlægsarbejder på og drift og vedligeholdelse af amerikanske baser i Grønland samt projekterings-, anlægs- og miljøopgaver i udlandet.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig