Mogens Frijs

Mogens Frijs, Mogens Christian Krag-Juel-Vind-Frijs, 4.5.1849-22.5.1923, dansk politiker og lensgreve; søn af C.E. Frijs. Frijs blev ved sin fars død i 1896 en af landets største godsejere, men allerede i 1882 havde han overtaget Frijsenborgs nordre del. Frijs trådte i sin fars fodspor som medlem af Landstinget 1880-1918 og af Skanderborg Amtsråd 1886-1904. Han ønskede at videreføre samarbejdet mellem store og små bønder og søgte derfor lejlighedsvis og helst i baggrunden at modarbejde tilspidsningen af den politiske kamp i provisorieårene. I 1894 arbejdede Frijs for det storpolitiske forlig og støttede ministeriet Reedtz-Thott og dets påtænkte skattereform, selvom den ville nedbryde grundlaget for godsejernes stilling i landbruget. Reformen dannede udgangspunkt for et samarbejde mellem otte frikonservative landstingsmedlemmer, deriblandt Frijs, som i 1900 forlod Højre og muliggjorde Systemskiftet i 1901.

Gruppen var indtil 1913 en uundværlig del af venstreministeriernes parlamentariske basis i Landstinget. Indtil 1918 formåede Frijs' anseelse og hans fordomsfrie forhandlingsevne at løse op for konflikter mellem Højre (fra 1915 Det Konservative Folkeparti) og de skiftende regeringer af Venstre og Det Radikale Venstre. Efter Lensafløsningsloven af 1919 var han blandt de første, der søgte afløsning for sit gods.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig