Mogens Dam, 1897-1979, dansk revyforfatter og journalist. Dam skrev i hundredvis af tekster til de førende revyer med livsglæde og fremtidstro som de foretrukne temaer. Hans rim var båret af et drilsk og elskværdigt lune, elegantest under besættelsen i fx "Kammerat med Solen" (1942). Siden 1916 var han forfatter, tegner og i perioder redaktør ved Svikmøllen. Dam skrev, oversatte og bearbejdede teksten til en række operetter, bl.a. Emil Reesens Farinelli (1942).