Artikelstart
Mogens Amdi Petersen, f. 1939, dansk lærer. Efter militærtjeneste blev han ansat på Kroggårdsskolen i Odense, hvor han i 1965 blev nægtet fast stilling med den begrundelse, at han var langhåret.
Sammen med en gruppe kammerater fra kollektivet "Huset" tog Mogens Amdi Petersen på en jordomrejse 1967-68, en tur, der blev forbillede for Tvindskolerne, som blev etableret i 1970'erne med ham selv i centrum som karismatisk leder. Til trods for, at han i 1979 trak sig tilbage som forstander for Det Nødvendige Seminarium og alle andre officielle poster, regnes han stadig som organisationens egentlige leder.
Han levede i en årrække skjult fra offentligheden, bl.a. på en privat ø ud for Floridas kyst, men i 2002 blev han anholdt i USA på baggrund af en dansk sigtelse for bl.a. mandatsvig og senere samme år udleveret til retsforfølgelse i Danmark.
I 2003 indledtes sagen mod Mogens Amdi Petersen og syv andre Tvind-ledere; i 2006 frifandt byretten i Ringkøbing dem alle, undtagen Tvind-lederen Sten Byrner. Anklagemyndigheden ankede dommen til landsretten, men har efterfølgende ikke kunnet forkynde anken for Amdi Petersen, da han øjensynligt har forladt Danmark. I foråret 2012, da Amdi Petersen havde holdt sig skjult i seks år, besluttede Vestre Landsret, at anken mod ham er blevet forkyndt for ham, idet den er blevet bragt i Statstidende sommeren 2011. Herefter blev sagen mod lederne af Tvind genoptaget, og i 2013 afgjorde Vestre Landsret, at Mogens Amdi Petersen og fire andre Tvind-ledere skulle varetægtsfængsles in absentia og have deres pas inddraget.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.