Faktaboks

Miquel Barceló
Født
1957

Miquel Barceló, Miquel Barceló Artigues, f. 1957, spansk maler og billedhugger. Miquel Barceló studerede på skolen for dekorativ kunst i Palma de Mallorca og på kunstakademiet i Barcelona.

Han opnåede international anerkendelse ved Biennalen i São Paulo i 1981 og ved Documenta i Kassel i 1982.

Under rejser i Afrika lærte han at anvende naturlige pigmenter i sine værker. Ophold i den amerikanske jungle bragte ham forestillinger om en natur i evig forvandling. Hans billedsprog kredser derfor om naturens evige kredsløb: planeten jorden og dens plantevækst, havets horisont, himmel, strande, huler og submarine verdener.

Miquel Barceló, der betegner sig som gnostiker har udført en række overdimensionerede værker ud fra disse forudsætninger.

I 2005 udsendte han et illustrationsværk omkring Dantes La Divina Comedia. I 2007 indviedes Capilla del Santísimo, et kapel i katedraleni Palma de Mallorca, hvor Miquel Barelós udsmykning, et overdimensioneret keramikarbejde fremstiller de nytestamentelige beretninger om Kristus' formering af brødene og Peters fiskedræt. Kapellets vægge, en submarin verden, bobler af fisk, alger, blæksprutter samt en nærmest tilskummet Kristus. 2007-08 udførte kunstneren et loftmaleri i Palais des Nations i Genf.

Læs mere om spansk billedkunst.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig