Artikelstart
Minnesota, stat i USA med grænse til Canada i nord; 225.182 km2, 5,3 mio. indb. (2010), heraf 85% hvide. Hovedstaden er St. Paul. Optaget i unionen i 1858 som den 32. stat. Tilnavn: The North Star State.
Ligesom andre stater i Midtvesten har Minnesota kun haft en beskeden befolkningsvækst, siden den europæiske indvandring aftog i begyndelsen af 1900-t. 70% af befolkningen bor i byer, heraf hovedparten i storbyområdet Minneapolis-St. Paul med 2,7 mio. indb. Bymønstret består herudover af nogle få mellemstore byer (Duluth, Rochester, St. Cloud mfl.) samt et stort antal småbyer, hvis navne ofte peger på en tysk eller skandinavisk oprindelse: Flensburg, Hanover, Mora, Uppsala, Vasa, Oslo og Askov.
Skønt stadig af betydning har primærerhvervene mistet deres dominans. Skovbrug har været på retur siden rydningerne til landbrugsjord i 1800-t., mens brydning af jernmalm fra felterne i Vermilion og Mesabi Ranges, der indledtes i 1880'erne og nu leverer næsten hele USA's jernmalmproduktion, er mindsket betydelig siden 1970. I samme periode er beskæftigelsen i landbruget faldet, samtidig med at erhvervets andel af statens BNP er reduceret. Vigtigste produkter er hvede, soja, majs og sukkerroer foruden svin og malkekvæg. De fleste produkter videreforarbejdes i og handles fra Minneapolis; korn og soja udskibes fra havnebyen Duluth ved Lake Superior.
Industrisektoren er stor og alsidig og koncentreret til storbyområdet; det gælder også transportvirksomhed, handel og bankvæsen. Herudover fungerer Minneapolis-St. Paul som uddannelses- og kulturelt center for det nordlige Midtvesten.
Næsten overalt er landskab og jordbund præget af istidens gletschere. Det gælder også forløbet af de mange søer og floder, der især er typiske for nåleskovsregionen i nord. Her udspringer Mississippi, der længere mod syd er sejlbar fra Minneapolis. Sø- og skovregionen er turistmål både sommer og vinter. Her findes de fleste af Minnesotas 65 state parks foruden indianerreservater, national forests og Voyageurs National Park. Resten af staten (60%) udgøres af tidligere prærieområder, der efter opdyrkning er uden rekreativt potentiale. Klimaet er tempereret fastlandsklima med op til 40 °C forskel på middeltemperaturerne i januar og juli.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.