Faktaboks

Minna Canth
Født
19. marts 1844
Død
12. maj 1897
Minna Canth
Minna Canth. Foto fra 1880-tallet.
Af /Keski-Suomen museo.

Minna Canth, født Ulrika Wilhelmina Johnson, 19.3.1844-12.5.1897, finsk forfatter. Minna Canth havde svensk som modersmål, men skrev på finsk. Som enke med syv børn flyttede hun i 1880 tilbage til barndomsbyen Kuopio, hvor hun overtog sin fars garnhandel og blev en driftig forretningskvinde.

Tidligere havde hun i Jyväskylä bidraget til sin mands, Johan Ferdinand Canth (1835-79), avis med små noveller, debatindlæg og nyhedsartikler, men hendes egentlige forfatterskab indledtes med to folkelige komedier, som blev opført på det daværende Suomalainen Teatteri i Helsinki.

Minna Canth var velbevandret i tidens skandinaviske samfundsdebat samt den realistiske og naturalistiske litteratur. Hun udviklede sig senere med bl.a. Georg Brandes, Henrik Ibsen, August Strindberg og Émile Zola som forbilleder til en aktivt kæmpende samfundskritiker.

Dramaet Työmiehen vaimo (1885, Arbejderens hustru) forårsagede en hidtil uset debat i aviserne; novellen Hanna (1886) indgik i diskussionen om kønsroller og sædelighed. I senere skuespil og noveller uddybes den psykologiske beskrivelse. Mindre tidsbundne værker er den lange novelle Kauppa-Lopo (1885, Kræmmer-Lopo) samt hendes sidste skuespil, barnemordsdramaet Anna-Liisa (1895). Minna Canths skuespil hører til de finske teatres faste repertoire. Anna-Liisa er filmatiseret i 1988.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig