Holocaust Memorial Berlin
Holocaust Memorial Berlin
Af .
Licens: CC BY SA 2.0

Mindesmærke for Europas myrdede jøder er et mindesmærke i centrum af Berlin, tæt ved Brandenburger Tor. Det strækker sig over 19.000 m² og består af 2.711 let skrånende steler, støbt i jernbeton i varierende højder. Mellem stelerne er der 0,95 m smalle gange.

Faktaboks

Også kendt som

også kendt som Holocaust Memorial eller Holocaust Mahnmal

Denkmal für die ermordeten Juden Europas

The Memorial to the Murdered Jews of Europe

Mindesmærket blev skabt af den amerikanske arkitekt Peter Eisenman og opført i 2003-2005 til minde om de 6 millioner jøder, der blev dræbt under holocaust. Mindesmærket omfatter også en underjordisk udstilling (Ort der Information), som bl.a. dokumenterer udvalgte jødiske familiers skæbne.

De 2.711 steler

Stelegange Holocaust Memorial
Stele-gang i Holocaust Memorial Berlin

Tallet 2.711 har ingen symbolsk betydning fra arkitektens side. Alligevel er antallet blevet genstand for forskellige fortolkninger. Eisenman selv argumenterede for, at en så meningsløs forbrydelse som holocaust kun ville kunne mindes på "a place of no meaning", dvs. uden mening. Andre har imidlertid tolket stelerne som gravsten eller sarkofager lig med soldater- eller krigergrave. De smalle gange mellem stelerne, der kun giver plads til én person ad gangen at passere, blev fortolket som udtryk for ensomhed, der skal fremme fordybelse og empati hos de besøgende.

Ideen til holocaustmindesmærket i Berlin

Ideen til mindesmærket opstod i 1988. I 1999 besluttede det tyske parlament Bundestag opførelsen. I 2005 fulgte den officielle åbning. Planlægnings- og byggeforløbet var præget af til tider voldsomme debatter om stedets formål og udformning i den tyske offentlighed. Andre offer-grupper følte sig eksempelvis glemte og udelukket. Derfor blev der i Berlin efterfølgende også skabt mindesmærker for andre grupper af myrdede under Holocaust, nemlig sinti og roma, homoseksuelle og et informationssted til minde om nationalsocialismens eutanasi-ofre.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig