Minch, sund i det nordvestlige Storbritannien mellem Ydre Hebrider og Skotlands vestkyst samt øen Skye. Sundet er 30-70 km bredt og med dybder indtil ca. 250 m. Området er kendt for sit rige fugleliv og delfiner, sæler, hvaler samt en større bestand af oddere. Dyrelivet trues af olieindustri i området, der medfører, at sundet er meget trafikeret med olietankere og færger, fisker- og lystbåde. Et olieudslip fra et tankskib i 1993 satte fokus på problemet.