Mimi Jakobsen

Faktaboks

Mimi Jakobsen
Født
19. november 1948

Artikelstart

Mimi Jakobsen er en tidligere dansk politiker, datter af Erhard Jakobsen.

Mimi Jakobsen var 1974-1982 medlem af Gladsaxe Kommunalbestyrelse og 1977-2001 medlem af Folketinget for Centrum-Demokraterne (CD). I 1989 blev hun valgt til formand for partiet.

I de borgerlige koalitionsregeringer under Poul Schlüter var Mimi Jakobsen kulturminister 1982-1986, socialminister 1986-88 og i en kort periode i 1987 tillige minister for Grønland. 1988-1991 var hun administrerende direktør i Scleroseforeningen. I de socialdemokratisk ledede regeringer under Poul Nyrup Rasmussen var hun minister for erhvervspolitisk samordning 1993-1994, fra 1994 tillige industriminister og efter valget i september 1994 erhvervsminister, indtil CD trådte ud af regeringen i december 1996. Som erhvervsminister gennemførte hun bl.a. en liberalisering af Lukkeloven samt en hjemmeserviceordning.

2000-2015 var hun generalsekretær for Red Barnet. Samtidig mødte hun kritik i sit parti for ikke at bruge tid nok på arbejdet som leder af CD. Ved valget i 2001 måtte hun forlade Folketinget, da CD kun fik 1,8 % af stemmerne og dermed kom under spærregrænsen. Siden arbejdede Mimi Jakobsen for at genrejse partiet. Det lykkedes dog ikke for CD at blive valgt ind i Folketinget ved valget i 2005, og ved partiets landsmøde samme år stillede Mimi Jakobsen ikke op til genvalg til formandsposten. I 2006 meldte hun sig ind hos Socialdemokraterne, men hun har dog siden meldt sig ud.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig