Miloš Forman

Faktaboks

Miloš Forman
født:
18. februar 1932
død:
13. april 2018, Connecticut, USA

Miloš Forman var en tjekkisk filminstruktør. Sammen med Jiří Menzel (f. 1938) og Ivan Passer (1933-2020) var han en hovedkraft i nybruddet i tjekkisk film i midten af 1960'erne. I løbet af sin karriere vandt han to Oscars og tre Golden Globe-priser som instruktør.

Hans første film, Sorte Peter (1964), og især Blondinens kærlighed (1965) fik international succes med deres fint afstemte og sørgmuntre skildringer af hverdagslivet i det socialistiske samfund. I Brandmænd i fyr og flamme (1967) forenede han elegant realismen med det allegoriske i fortællingen om landsbyens brandkorps, der afholder det årlige bal, mens en ildebrand bryder ud.

Miloš Forman, der opholdt sig i udlandet, da Tjekkoslovakiet blev invaderet i 1968, fortsatte herefter sit virke i amerikansk film; først med det satiriske generationsportræt, Taking Off (1971), siden med mesterværket One Flew Over the Cuckoo's Nest (1975, Gøgereden; Oscar) om patienternes frihedskamp på et sindssygehospital.

Amerika-tidsbilledet Ragtime (1981) og Mozartfilmen Amadeus (1984; Oscar) hører til blandt hans mere konventionelle storfilm.

I 1990'erne lavede Miloš Forman to film om kontroversielle enspændere, The People vs. Larry Flynt (1996, Folket mod Larry Flynt) om pornokongen Larry Flynt (f. 1942) og Man On The Moon (1999) med Jim Carrey som komikeren Andy Kaufman (1949-84). I 2006 kom Goya's Ghosts om maleren Goya.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig