Mil, sovjetisk/russisk helikopterkonstruktionsbureau, stiftet 1947 af M.L. Mil (1909-70). Bureauets første helikopter, Mi-1 fra 1948, var den første sovjetiske serieproducerede helikopter. Mil har stået bag konstruktionen af 95% af samtlige sovjetisk- og russiskproducerede helikoptere. Flere end 25.000 helikoptere af Mil-konstruktion er blevet bygget, bl.a. verdens største serieproducerede helikopter Mi-26 fra begyndelsen af 1980'erne, der har en kropslængde på 34 m og en rotordiameter på 32 m. Mi-12 fra 1967 er verdens hidtil største helikopter; der blev dog kun bygget en prototype.