Miklós Kállay, 23.1.1887-14.1.1967, ungarsk politiker. I 1942 blev Kállay af den ungarske regent Miklós Horthy udnævnt til ministerpræsident. Han forsøgte at forhandle med de vestallierede om Ungarns udtræden af 2. Verdenskrig, men turde ikke bryde med Tyskland. Denne politik vakte tyskernes mistro, og i 1944 blev Ungarn besat. Kállay blev arresteret og holdt i fangenskab indtil slutningen af krigen. I 1946 gik han i eksil og slog sig 1951 ned i USA.