Mikkel Harder Munck-Hansen, f. 1967, dansk skuespiller, instruktør, dramatiker og teaterleder. Han er uddannet skuespiller i London 1992, debuterede som instruktør med Sartres Lukkede døre (Københavneren, 1993) og stiftede s.m. Martin Tulinius Kaleidoskop, som de ledede i fællesskab til 2000. Her virkede han som skuespiller, fx i Arnold Schönbergs Pierrot Lunaire (1998) og samme år som dramatiker og instruktør med Kondylomer. Han var leder af DRs Radiodrama 2000-03 og blev 2004 skuespilchef på Det Kgl. Teater, hvor han i 2005 iscenesatte Shakespeares Vintereventyret.