Mihály Károlyi, 4.3.1875-19.3.1955, ungarsk greve og politiker, landets første præsident. Károlyi grundlagde i 1918 sit eget parti, hvis program vandt stor tilslutning i det krigshærgede land. Han stillede sig i spidsen for den borgerlige "Astersrevolution" i 1918 og blev leder af det nydannede Nationalråd. I januar 1919 blev han præsident for den netop oprettede ungarske republik. Det lykkedes ikke Károlyi at konsolidere den politiske situation, og i protest mod fredsbetingelserne efter 1. Verdenskrig trak han sig tilbage i marts 1919.