Middelfartkronen, senmiddelalderlig forgyldt sølvkrone, ca. 11 cm høj og med en diameter på ca. 26 cm. Middelfartkronen blev fundet 1933 sammen med et relikviekors med halskæde under brolægning på Middelfart Torv. Den består af en seksleddet ring med liljeformede takker i sølvblik. Kronen menes at stamme fra byens Skt. Nikolaj Kirke, hvor den kan have smykket en Mariafigur og måske blev udlånt til brude. Middelfartkronen findes på Nationalmuseet.