Mickey Rourke, egl. Philip Andre Rourke, f. 16.9.1952, amerikansk filmskuespiller. Mickey Rourke havde som ung vigtige biroller i bl.a. Barry Levinsons Diner (1982) og Francis Ford Coppolas Rumble Fish (1983, Motorcykeldrengen).
Han slog siden afgørende igennem i roller som uberegnelige, farlige typer i fx Michael Ciminos Year of the Dragon (1985, Chinatown bløder) og Adrian Lynes (f. 4.3.1941) 91/2 Weeks (1986, 91/2 uge), hvor han spillede en uudgrundelig forfører. Lignende karakterer har han fremstillet i Alan Parkers Angel Heart (1987), Johnny Handsome (1989, Smukke Johnny) og White Sands (1992, Farligt alibi).
En af Mickey Rourkes betydeligste præstation kom med Charles Bukowski-figuren i Barbet Schroeders (f. 26.8.1941) Barfly (1987), men 1991-95 passede han kun sporadisk sin skuespilkarriere, da han forsøgte sig som professionel bokser. Forsøget endte i personlig deroute, og herefter havde Mickey Rourke svært ved at tilbagevinde sin status som stjerne med enkelte undtagelser som Francis Ford Coppolas The Rainmaker (1997) efter John Grishams roman.
Det lykkedes ham at lande en række iøjnefaldende biroller, eksempelvis i Sin City (2005), og i 2008 smeltede myten om Mickey Rourke som det talentfulde stjernefrø, der selvdestruktivt insisterer på nedturen, sammen med rollen som afdanket wrestler i Darren Aronofskys The Wrestler (2008), der bl.a. gav ham en Oscar-nominering og en BAFTA Award.
Efterfølgende er han bl.a. blevet set i Iron Man 2 (2010) og Sylvester Stallones The Expendables (2010).
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.