Faktaboks

Mick Øgendahl
Født
7. april 1973

Mick Øgendahl er en dansk komiker og skuespiller. Han blev født i Silkeborg og voksede bl.a. op på Falster, inden han fra 1993 begyndte at optræde som standupkomiker i København.

Hans fysisk orienterede komik, der hjælpes på vej af skarpt observerede grovheder og en veludviklet mimik, var i første omgang rettet mod samliv og det modsatte køn, men siden har han formået at udvikle repertoiret til et bredere spektrum af emner.

På tv kom Mick Øgendahl første gang i centrum i Danmarks Radios satireserie Intermezzo (1999) sammen med Anders Matthesen, og året efter fik han et større gennembrud med sit eget onemanshow Micktrix. Siden er fulgt flere onemanshow, fx Tåfræser (2004), UNDSKYLD! (2006), Propaganda (2010) og FEST (2016-17) og tv-satire som Tak for i aften (2007) og Tak for i aften on tour (2008) sammen med Rune Klan, Hvor fanden er Herning (2009) og Tomgang (2013-15), alle på TV 2 Zulu.

Mick Øgendahl har også haft roller i danske film, bl.a. Blå mænd (2008), som han har skrevet manuskript til sammen med instruktøren Rasmus Heide (f. 1979), Julefrokosten (2009) og komediefilmene Alle for én (2011), Alle for to (2013) og Alle for tre (2017).

Endelig har han lagt stemmer til en række figurer i dansksynkroniserede udgaver af amerikanske animationsfilm som Madagascar (2005), Madagascar 2 (2008), Madagascar 3 (2012), Ice Age 2 (2006) og Ice Age 3 (2009) og Kæledyrenes hemmelige liv (2016).

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig