Michiel van Coxie, Michiel van Cocxie, 1499-1592, nederlandsk maler. Coxie virkede som både portræt- og historiemaler. 1532-38 opholdt han sig i Rom, hvor han især prægedes af Rafaels maleri. I 1534 fik han den for en nederlandsk kunstner usædvanlige opgave at male en freskoudsmykning i kirken Santa Maria dell'Anima i Rom. Fra 1539 arbejdede han i sit hjemland, først i Mechelen og siden i Bruxelles, hvor han etablerede et stort og anerkendt værksted, der bl.a. leverede forlæg til vævede tapeter og glasmalerier.