Michaël Cacoyannis, Mikhalis Kakogiannis, 11.6.1922-25.7.2011, græsk filminstruktør. Han blev uddannet i England og skabte international opmærksomhed om græsk film med Stella — pigen fra baren (1955). Hans store tid var 1960'erne; i Elektra (1962) blev Euripides' klassiske tragedie formidlet i et suggestivt billedsprog, og Zorba — grækeren (1964), en hyldest til livsglad græsk folklore (efter Nikos Kazantzakis' roman Spil for mig Zorbas, 1946, da. 1954), blev en international succes, ikke mindst i kraft af Mikis Theodorakis' musik.