Michael Pacher, ca. 1430-1498, østrigsk maler og billedskærer, virksom i Tyrol og Salzburg.

Michael Pacher forenede den tyske gotiks udtrykskraft med den norditalienske renæssances plasticitet og perspektiviske rumskildring, inspireret af bl.a. Donatello og Mantegna.

Pachers hovedværker er det i sin helhed bevarede Sankt Wolfgang-alter (1479-81) i kirken Sankt Wolfgang am Abersee, Kirkefaderalteret (ca. 1483, Alte Pinakothek, München) og fragmenter af et højalter, Marias trolovelse (1495/98, Österreichische Galerie, Wien).

Michael Pacher var lige så virtuos en billedskærer som maler, hvilket ses på Sankt Wolfgang-alteret. Hans værker gav inspiration til bl.a. Albrecht Altdorfer og Albrecht Dürer.

Læs mere om østrigsk billedkunst.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig