Michael J. Oakeshott

Faktaboks

Michael J. Oakeshott
Født
1901
Død
1990

Michael J. Oakeshott, Michael Joseph Oakeshott, 1901-1990, britisk politisk filosof, 1951-69 professor i politologi ved London School of Economics. Han var stærkt påvirket af den filosofiske idealisme og benægtede, at der skulle eksistere et modsætningsforhold mellem intellektet og den ydre verden, mellem subjekt og objekt.

Blandt politiske filosoffer var han en af de mest udtalte skeptikere mht. den menneskelige fornufts muligheder, en skepsis, som også gjaldt politisk styring og socioøkonomiske projekter. Han var fortaler for, at staten blot skulle stå for forfatningsmæssige og retslige garantier for det civile samfund. Staten skulle ikke have nogen ideologisk eller socioøkonomisk målsætning.

Siden fik samfundsudviklingen ham dog til at tvivle på, at statens hjælp kunne undværes i formulering og opretholdelse af basale normer for det civile samfund.

Oakeshott har haft stor indflydelse på britisk konservativ idédebat. Hans vigtigste arbejder er Experience and Its Modes (1933), Rationalism in Politics (1962) og On Human Conduct (1975).

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig