Monte Alban, figur i sten

.

Stenfigurer Chichen Itza

.

De ældste vigtige fund fra de tidlige indfødte folks billedkunst er kæmpe stenhoveder i Veracruz og Tabasco, udhugget af olmekerne (fra la Venta-kulturen) i omkring 800 f.v.t.

Religiøse freskoer af kolonitidens første spanske maler, Rodrigo Cifuentes (1493-1560), dekorerede kirker og klostre. Under barokperioden var maleriet i intim harmoni med de dekorative interiører.

Med grundlæggelsen af Latinamerikas første kunstakademi i 1785, San Carlos-akademiet i Mexico City, blev påvirkningerne fra europæisk kunst og arkitektur desto tydeligere trods landets selvstændighed i begyndelsen af 1800-tallet; nyklassicismen repræsenteredes af Manuel Tolsá (1757-1816) med landets første rytterstatue (af Carlos 4., 1803), mens José Maria Velasco blev toneangivende inden for mexicansk landskabsmaleri.

Den symbolistiske tegner Julio Ruelas (1870-1907), grafikeren José Guadalupe Posada og især impressionisten Gerardo Murillo (Dr. Alt, 1875-1964) fik stor betydning for den moderne mexicanske billedkunsts gennembrud. Tiden efter Den Mexicanske Revolution i 1910-1919 var præget af el muralismo, muralisternes politiske engagement, deres ekspressive stil med træk hentet fra den indianske og folkelige kultur. Mest fremtrædende var Diego Rivera, José Clemente Orozco og David Alforo Siqueiros. Rivera udførte et af de vigtigste muralmalerier, baseret på Mexicos historie (1930-1935, Palacio Nacional).

Mexicansk modernisme har en fremtrædende plads på kontinentet; Rufino Tamayo repræsenterer en kubistisk stil, Frida Kahlo, Agustín Lazo (1896-1971) og Antonio Ruiz (1865-1964) profilerer mexicansk surrealisme. José Luis Cuevas' (f. 1934) ekspressionisme og Carlos Méridas konstruktive abstrakte stil er blot eksempler på mexicansk kunsts spændvidde.

Den tyskfødte billedhugger Mathias Goeritz, hvis samarbejde med arkitekten Luis Barragán (1902-1988) har haft stor betydning for integrationen af arkitektur og billedkunst, udførte i 1979 skulpturparken i projektet Espácio Escultórico i Universitetsbyen i Mexico City.

Blandt nutidens mange anerkendte billedkunstnere bør nævnes Alberto Castro Leñero (f. 1951), Germán Venegas (f. 1959) og Javier Marín (f. 1962).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig