Mexico - arkitektur

Palacio de las Belles Artes

.

Palacio Nationale

.

Catedral Nationale

.

Mexico - arkitektur, Fra 250 f.Kr. frem til 900-t. dominerede mayakulturen, den sidste præcolumbianske kultur i Mexico, i Chiapas, Campeche og på halvøen Yucatán. Ruinerne i Palenque, Piedras Negras, Uxmal, Chichén Itzá, Tulum og Bonampak viser mayaarkitekturens kendetegn: terrassebyggede pyramider, brug af den falske bue, skrifttegn på udhuggede facader og farverige freskoer. Det senere aztekerrige (1400- og 1500-t.) kan anes ved udgravningerne af Templo Mayor i Mexico Citys centrum.

Kolonitidens arkitektur var præget af katolske kirkeordeners katedraler, kirker og klostre; landets ældste kirker er San Francisco (1525) og klosterkirken San Juan Bautista (1538). Blandt de profane bygningsværker kan fremhæves Palacio Nacional (påbegyndt 1523) i Mexico City med muralmaleri af Diego Rivera (udført 1930-35). I 1500-t. domineredes katedralerne i Mexico City og Puebla af den strenge spanske renæssance indledt af Juan de Herrera, men gennem 1700-t. vandt barokken indpas, en stilart, der fik væsentlig udbredelse i Mexico, ikke mindst senbarokken i form af den ornamentale churriguereske stil (efter José Benito Churriguera); et hovedværk er Altar de los Reyes i katedralen i Mexico City. Stilen er bl.a. kendetegnet ved rigt udskårne vulkanstensfacader, fx på kirken El Sagrario Metropolitano, opført 1749 af Lorenzo Rodríguez (1704-74).

Katedralen i Mexico City, Latinamerikas største kirkebyggeri, blev påbegyndt i 1525, men først i 1800-t. fik den sin nuværende klassicistiske udformning. Manuel Tolsá (1757-1816) tegnede katedralens kuppel, og sammen med Francisco Tresguerras (1745-1833) introducerede han fransk nyklassicisme i tiden omkring uafhængigheden. 1977 blev en nyere valfartskirke indviet, hvor helgenbilledet La Morena befinder sig.

Blandt de moderne mexicanske bygningsværker bør Universitetsbyen (UNAM) nævnes, opført 1949-53, af Mario Pani (1911-93) og Enrique Moral, og det olympiske stadion, udbygget af den spanskfødte Felix Candela 1966-68 med bl.a. et kobbertag båret af en stålkonstruktion med en kuppelhøjde på 43 m.

Læs mere om Mexico.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig