Messe München er et tysk messe- og kongrescenter i München.

Historie

Afholdelse af messer i München i nyere tid begyndte i 1904 med oprettelsen af foreningen Austellungspark, hvis første arrangement, München 1908, åbnede 16.5.1908 i anledning af 750-året for Münchens grundlæggelse.

Foreningen stod for 320 arrangementer frem til 1964, hvor den afløstes af Münch­ner Mes­se- und Aus­stel­lungs­ge­sell­schaft (MMG). De tidlige udstillingsarrangementer fandt sted i haller på Theresienhöhe, der løbende blev udbygget og ved overdragelsen i 1964 omfattede 17 haller med et samlet udstillingsareal på 44.000 m2. I MMG-regi voksede messen til 110.000 m2 og kom til at rumme internationale udstillinger som Electronica, Productonica, Bau, Ifat, Bauma, ISPO og Analytica. Hertil kom et stort antal mindre arrangementer, ligesom messen lagde haller til flere discipliner under de Olympiske Lege i München i 1972.

Nutidens Messe München

I 1998 flyttede MMG til det nuværende messe- og kongrescenter i forstaden Riem, der er opført på den tidligere lufthavns arealer, som var blevet ledige med opførelsen af den nuværende storlufthavn (Tysklands næststørste) NØ for München. Med indvielsen i 2018 af hallerne C5 og C6 samt Konferencecenter Nord fuldendtes de oprindelige planer for udflytningen.

Med sine 200.000 m2 messehaller er det nye messecenter under Messe München GmbH Tysklands femtestørste og bl.a. kendt for messer i den dyre ende som gourmet- og golfmesser samt siden 2008 også den første såkaldte millionærmesse.

Fordelt i de 18 haller har Messe München 108 mødelokaler for op til 190 peroner. Hertil kommer de tre konferencecentre ICM (Internationales Congress Center München), MOC (Veranstaltungscenter München) og Messe München Conference Center Nord, der har mødelokaler for 30 – 389 personer, et auditorium til 1.430 personer og plenarsale som kan rumme op til 9000 personer.

Ud over messer i München arrangerer Messe München også messer i Kina, Indien, Brasilien, Rusland, Tyrkiet, Sydafrika, Nigeria, Vietnam og Iran.

Messe München ligger direkte ved Autobahn A94, og messen har tillige to U-banestationer, Messestadt West og Messestadt Ost, med direkte forbindelse til Münchens Hovedbanegård.

Lufthavn Flughafen München 42 km – shuttlebus
Motorvej A94 Direkte
P-pladser Betalingsparkering 14.000
Jernbane Hauptbahnhof 12 km
Loaklbane S-Bahn (Riem + bus) U-Bahn Indgang West og Ost
Bus Bus fra centrum og fra lufthavnen Indgang West, Ost og Nord

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig