Messe Berlin er et tysk messecenter, stiftet 1923 i Berlin, i dag bygget sammen med kongrescenteret ICC Berlin.
Messe Berlin


Funkturm, Messe Berlins vartegn siden 1924. Billedet er taget i juni 2011 fra messeområdets "Sommergarten", en grøn oase omgivet af Messe Berlins haller.
Historie
Berlins messetraditioner fører tilbage til 1822, hvor tidligere enkeltmarkeder og -messer på den preussiske regerings foranledning blev samlet i en stor messe. Den organiserede gennemførelse af udstillinger på Messeplatz Berlin var dermed begyndt.
Den første handelsmesse i en industribygning i Klosterstraße havde ca. 180 udstillere, der fremviste ca. 1000 produkter for godt 9500 besøgende, bl.a. et for den tid højteknologisk produkt – et lokomotiv fra maskinfabrikken Borsig i Berlin.
I modsætning til messerne i Leipzig og Frankfurt am Main specialiserede Berlin sig tidligt i fagmesser. Da man i starten ikke rådede over et egentligt messecenter, vekslede temaer og steder, hvor messerne afholdtes, mellem forskellige adresser i byen. Den første fagmesse for bygge- og møbelindustrien fandt f.eks. sted i 1874 i et eksercerhus, og den første automobiludstilling, organiseret af den mellemeuropæiske motorvognsforening i 1897, fandt sted på Unter den Linden.
Først i 1914 stod en trefløjet messehal, en stålskeletbygning på 17.500 m2, færdig, og i 1923 stiftedes selskabet Gemeinnützige Berliner Messe-Aufbau-GmbH (det nuværende Messe Berlin GmbH). Selskabet indgik aftaler med automobil- og radioindustrien, og første radioudstilling gennemførtes samme år, hvor også opførelsen af Funkturm (Berlins radiotårn) blev påbegyndt.
I 1924 fulgte første Grüne Woche udstilling, der i årene siden har udviklet sig til at være en af verdens førende udstillinger af landbrugsprodukter, og Funkturm blev indviet. Fire år senere afholdtes den første internationale luftfartsudstilling i hallerne ved Funkturm, der med tre nye haller var blevet helt indrammet af messehaller. I 1939 blev alle messens haller inddraget til lagerformål, og under 2. Verdenskrig blev messeområdet som resten af Berlin svært beskadiget.
Genopbygning af messen påbegyndtes 1946, og i 1948 fulgte første efterkrigsudgave af Grüne Woche. I 1950 var fem nye haller klar til første Deutschen Industrieausstellung, og udstillingsarealet var nu, kun fem år efter krigen, 37.000 m2.
I 1967 fødtes endnu en af Berlins store messer – Internationale Tourismus-Börse Berlin ITB – der i dag er verdens største turistmesse med over 10.000 udstillere fra mere end 180 lande. Fem år senere indviedes seks nye messehaller, og i 1979 åbnede ICC (International Congress Center) Berlin, Et af Europas største kongrescentre.
Med Murens fald i 1989 fik Berlin en central placering i et sammenvokset Europa, og nye udvidelser af Messe Berlin fulgte, og nye messer, som Inno Trans (International Fagmesse for Trafikteknik), kom til. I forbindelse med Grüne Woche i 2003 indviedes den nye hovedindgang syd med direkte adgang fra S-Bahnhof Eichkamp/Messe Süd.
Nutidens Messe Berlin
Messe Berlin er med 26 haller på 190.000 m2 Tysklands sjettestørste messecenter. Messen, der råder over 12.000 p-pladser, ligger i den vestlige del af Berlin ved byens ringmotorvej og har egen S-banestation, Messe Süd.
I 2012 blev Messe Berlins aktiviteter udvidet med et nyt messecenter, Berlin ExpoCenter Airport. Det nye messecenter, der foreløbig har tre haller på hver 7000 m2, er beliggende i Berlins sydøstlige udkant få hundrede meter fra den nye Berlin Brandenburg Airport Willy Brandt (BER). Med sin placering direkte ud til lufthavnens start- og rullebaner er der skabt gode rammer for afholdelse af fly-udstillinger.
Lufthavn | Berlin Brandenburg Willy Brandt | 27 km |
Motorvej | E51 | Direkte |
Parkering | Betalingsparkering | 12.000 |
Jernbane | Hauptbahnhof – skift til S- eller U-Bahn | 8 km |
S-Bahn |
Messe Nord Westkreuz Messe Süd |
Indgang N Indgang Ø Indgang S |
U-Bahn | Theodor-Heuss-Platz | Indgang N 400 m |
Bus | Omnibusbahnhof | Indgang N |
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.