Menteşe, turkmensk grænseemirat etableret ca. 1280 i det sydvestlige hjørne af Anatolien med Muğla som hovedby, opkaldt efter grundlæggeren, fyrst Menteşe. Emiratet fik en fremtrædende position dels ved handel med italienske købmænd, dels ved at føre en aggressiv ekspansionspolitik, bl.a. til søs. Emiratet blev definitivt erobret af osmannerne i 1424.