En lille del af hjertets muskelceller er specialiserede til at skabe den elektriske impuls, der indleder hvert hjerteslag, og til at styre en hensigtsmæssig rækkefølge ved sammentrækningen af hjertets forskellige afsnit gennem en hjertecyklus. Impulsen, der sætter hjerteslaget i gang, opstår i hjertets naturlige "pacemaker", sinusknuden, som er beliggende i højre forkammer ved indmundingen af den øvre hulvene. Den elektriske spændingsforskel over cellemembranen er ustabil i sinusknudens muskelceller, således at der med regelmæssige mellemrum opstår aktionspotentialer, som forplantes til de omliggende almindelige hjertemuskelceller i højre forkammer. Herfra spredes de hurtigt ud over begge forkamre, som derved trækker sig sammen, atriesystolen. På overgangen mellem højre forkammer og hjertekammer findes en lille klynge af specialiserede muskelceller, atrioventrikulærknuden (AV-knuden), hvorigennem impulsen udbreder sig langsomt, inden den fortsætter gennem det His'ske bundt til hjertekamrene. Dette bundt er den eneste forbindelsesvej fra forkamre til hjertekamre, som alle andre steder er adskilt af bindevævsstrukturer. Den langsomme impulsledning i AV-knuden fremkalder derfor en lille pause på ca. 0,2 sekund, der giver forkamrene tid til at tømme deres blod ind i hjertekamrene, inden disse trækker sig sammen, ventrikelsystolen.
Det His'ske bundt deler sig i en gren til hvert hjertekammer og spreder sig ud i et netværk på kamrenes inderside. Bundtet og dets grene er opbygget af specialiserede muskelceller, Purkinjefibre, hvis impulsledningshastighed er meget høj. Herved sikres en næsten samtidig aktivering af hele muskelmassen i hjertekamrene.
Den frekvens, hvormed sinusknuden udsender impulser, er nøje reguleret gennem det autonome nervesystem, som sender et stort antal nervetråde ind i sinusknuden. Ved frigørelse af signalstoffet acetylcholin fra de parasympatiske tråde nedsættes frekvensen; ved frigørelse af noradrenalin fra de sympatiske nervetråde stiger frekvensen ligesom ved påvirkning med hormonet adrenalin fra binyremarven. Sinusknudens impulsfrekvens bestemmes således af balancen mellem påvirkninger med modsatrettet effekt.
Hos hårdttrænede sportsfolk med stort slagvolumen kan hvilepulsen være helt ned til 30. Hvis sinusknudefrekvensen hos voksne stiger over ca. 200, kan hjertekamrene ikke følge med, da AV-knuden ikke kan befordre mere end ca. 200 impulser pr. minut. Denne blokerende egenskab ved AV-knuden kan være livreddende i situationer med meget hurtig og uregelmæssig aktivitet i forkamrene, atrieflimmer: Ved for høj slagfrekvens kan hjertekamrene nemlig ikke pumpe effektivt. Hvis sinusknuden beskadiges, kan AV-knuden også være livreddende ved at overtage pacemakerfunktionen, dog med en væsentlig lavere frekvens, omkring 40-50 slag pr. minut. Ved beskadigelse af AV-knuden eller det His'ske bundt kan Purkinjefibrene undertiden vækkes som pacemaker, men med en meget lav frekvens, ca. 30 slag pr. minut. Se også hjerterytmeforstyrrelser.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.