Romersk marmorrelief fra 1.årh. e.Kr.; Vatikanmuseet. Relieffet, sikkert en kopi af en græsk original fra 200-t. f.Kr., viser en yngre mand, måske Menander, tre teatermasker og på en læsepult en bogrulle. Masker, en ung mand, en hetære og en slave er typiske figurer i den nye komedie. Kvindefiguren th. kan være komediens muse. Ill.: Gyldendal/Vatikanmuseet.

.

Menander, Menandros, ca. 344-292 f.Kr., græsk komediedigter, det største navn i antikken inden for den nye attiske komedie.

I modsætning til mange andre af denne genres digtere var han indfødt athener.

Han skal have skrevet ca. 100 stykker, men vandt i sin levetid kun otte gange ved Dionysosfesten i Athen.

I generationerne efter sin død blev han derimod klassikeren i en sådan grad, at vi har meget lidt bevaret af hans konkurrenter, hvoriblandt de største navne er Filemon (ca. 364-264 f.Kr.) og Difilos.

Trods stor popularitet først hos de alexandrinske lærde, af hvem Aristofanes fra Byzans satte ham på andenpladsen (efter Homer), og siden også hos romerne, var komedierne i 700-800-t. næsten tabt, og Menander var indtil 1900-t. kun kendt via citater og enkelte papyrusfragmenter samt de latinske bearbejdelser hos Titus Maccius Plautus og Terents.

Siden har filologerne oplevet et sandt eventyr. I 1907 fandt man i Afroditopolis i Egypten en papyrus med store partier af Epitrepontes (Voldgiften), Perikeiromene (Hårlokken) og Samia (da. Pigen fra Samos, 1977), i alt ca. 1600 vers.

I 1959 offentliggjorde en schweizisk rigmand og samler den hidtil eneste kendte hele komedie, Dyskolos (da. Den bidske bonde, 1961), og senere mere af Samia og dele af Aspis (Skjoldet). I 1965 fandt man i Paris dele af Sikyonios (Manden fra Sikyon). Papyrusen var genbrugt som mumiebind.

Ud over Dyskolos og større fragmenter af en lille snes andre komedier har man bevaret ca. 900 citater og titler på mange flere stykker. Der dukker stadig nye brudstykker frem fra Egyptens sand, og store nyfund er stadig mulige. Aristofanes' baggrund var den selvstændige bystat, Menanders baggrund Athen under Alexander 3. den Stores efterfølgere.

Aristofanes' teater var politisk, Menanders er det første borgerlige lystspil, og der går en lige linje fra ham (og Plautus og Terents) over Molière til Ludvig Holberg. Aristofanes' verden var fantastisk og grænseoverskridende, Menanders er, om ikke naturalistisk, så nogenlunde realistisk.

Aristofanes fra Byzans er citeret for verset: "O Menander og livet selv, hvem har efterlignet hvem?", og også Quintilian berømmede hans evne til virkelighedstro skildring (imago vitae).

Handlingen udspiller sig i privatsfæren i samtidens Athen eller Attika i det bedre borgerskab og blandt dets tjenestefolk, slaver, hetærer, kokke og parasitter.

Tilskueren identificerer sig let med personerne eller drømmer sig ind i deres situation med familiekonflikter, generationskløfter og kærlighedsintriger, hvor alt ender godt til sidst, tit ledsaget af en opdragende morale, der maner til forståelse, tolerance og generøsitet. Moderne trivialdramatik betjener sig af de samme ingredienser.

Menanders stykker er både intrige- og karakterkomedier. Persongalleriet omfatter ganske vist som i den mellemste komedie typer — den gerrige, den strenge far, den storpralende soldat, den vidtløftige søn, den snu slave/tjener — men aldrig som skabeloner, ofte med overraskende drejning i adfærd, sprog eller karakter.

Menanders force er handlingen eller plottet, hvis udvikling føles naturlig og logisk i overensstemmelse med Aristoteles' principper for tragedien. I opbygningen, anvendelsen af en forklarende prolog, undertiden fremført af en gud, dialoger og monologer er inspirationen fra Euripides tydelig.

Det samme gælder interessen for personernes psykologi, om end den ikke er dybdeborende. Det drejer sig om almindelige mennesker og deres følelser i basale relationer, konflikter mellem mænd og deres koner, mellem forældre og børn, rige og fattige og især forviklinger og misforståelser mellem unge elskende.

Skæbnen eller tilfældet spiller en stor rolle. Dyskolos, opført i 316 f.Kr., hører til tidligt i forfatterskabet. Det er en karakterkomedie, men indeholder også en dobbelt kærlighedshistorie og ender med dobbeltbryllup. Den rige unge mand får den bidske og menneskefjendske bondes datter, og hendes retskafne, hårdtarbejdende bror får den rige ungersvends søster.

Pigerne bliver i overensstemmelse med tidens holdning ikke spurgt. Moralen er, at man ikke må unddrage sig det sociale fællesskab, sådan som titelpersonen har forsøgt.

Morskaben består dels i sammenstødet mellem overklasse og middelklasse, for egentlig fattig er misantropen ikke, som når den rige unge må slide i marken, dels i situationskomik, som når den gamle falder i brønden eller til sidst af kok og tjener tvinges med i festlighederne. Tonen er gennemgående godmodig og ikke ondskabsfuld.

Menanders popularitet bredte sig fra teatret til den bildende kunst, hvor den kan aflæses i portrætbuster, mosaikker, på vaser, malerier og smykker.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig