Meliaceae

Artikelstart

Meliaceae, mahognifamilien, tropisk familie af tokimbladede planter med ca. 50 slægter og 700 arter. Det er træer eller buske med oftest finnede blade. Blomsterne er små, som regel femtallige, og samlet i toppe eller klaser. Støvtrådene er hyppigt sammenvokset til en rør- eller klokkelignende dannelse. Frugten er en kapsel, et bær eller en stenfrugt. Mange arter leverer værdifuldt tømmer, der bruges til møbler mv. Til familien hører bl.a. slægterne Swietenia (ægte mahogni) og Khaya (afrikansk mahogni). Melia azederach (paternostertræ) er en indisk art med smukke, violette blomster, der ofte plantes som allétræ i Sydeuropa.

Faktaboks

Etymologi
Navnet kommer vist af græsk melie 'asketræ' og latin -aceae om familier.

Nye undersøgelser har medført en revision af familiens slægtskabsforhold og dermed af dens systematiske placering; Meliaceae hører til ordenen Sapindales og er nærtbeslægtet med Rutaceae og Simaroubaceae. Se også dækfrøede.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig