Medina - by i Saudi-Arabien

Medina, al-Madinah, by i det vestlige Saudi-Arabien; 1,18 mio. indb. (2010). Efter Mekka, som ligger 350 km mod syd, er Medina islams helligste by, og ikke-muslimer er forbudt adgang. Hvert år kommer mange pilgrimme til byen, og både erhvervslivet og infrastrukturen er stærkt præget heraf.

Midt i byen rejser sig Profetens Moské, hvis oprindelse kan føres tilbage til Muhammed selv. Ved en betydelig udvidelse i 707 blev dele af profetens hus med hans grav inddraget i moskéen. Det rektangulære bygningsanlæg med fem høje minareter og en grøn kuppel består på alle sider af bedehaller i én etage, der åbner sig ud mod en næsten kvadratisk gård. Mange af de historiske bygninger i Medina er imidlertid blevet bevidst ødelagt af de saudiarabiske myndigheder.

Medina blev i præislamisk tid kaldt Yathrib. I 622 blev den profeten Muhammeds nye hjem, og ved sin død i 632 blev han begravet i byen, som derfor har en ganske særlig status i den islamiske tradition. Medina fungerede som kalifatets politiske centrum indtil etableringen af det umayyadiske kalifat i 661. Den har gennem islams historie fostret en række betydningsfulde muslimske lærde, men politisk betydning havde byen kun under Muhammed og de fire retledte kaliffer.

Mange muslimer aflægger byen besøg i forbindelse med den årlige pilgrimsfærd, selvom det ikke indgår som en fast del af færden.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig