Maya Angelou

Faktaboks

Maya Angelou
født:
4. april 1928
død:
28. maj 2014

Maya Angelou, 4.4.1928-28.5.2014, afroamerikansk forfatter. Med et multitalent, der rakte fra scenekunst over film, erindringsbind og lyrik til børnebøger, placerede Maya Angelou sig centralt i USA's kulturliv siden 1970'erne.

Hun havde en broget fortid som bl.a. skuespiller, danser og tv-vært og blev især kendt for sin syv-binds selvbiografi. I bind 1, I Know Why the Caged Bird Sings (1970), genkalder hun sig sin barndom hos bedstemoderen i Sydstaterne under 1930'ernes depression.

Sin debut som filminstruktør fik Maya Angelou i 1998 med Down in the Delta. I 1993 udkom den meditative bog Wouldn't Take Nothing For My Journey Now, samme år, som hun skrev og reciterede sit digt "On The Pulse of the Morning" ved præsident Bill Clintons indsættelsesceremoni. Mom & Me & Mom (2013) er det syvende og sidste bind af Angelous selvbiografi. Hallelujah! The Welcome Table: A Lifetime of Memoires with Recipes (2004) tilføjer et kulinarisk supplement til selvbiografien.

Maya Angelou har redigeret tidsskriftet African Review og gjorde sig tillige bemærket i kunstadministrative og -pædagogiske sammenhænge.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig