Maximilien Robespierre

Robespierres mor døde, da han var 6 år gammel. Og da hans far forlod ham og hans søskende få år senere, levede Maximilien hos sin mormor og morfar i Arras.

Han var et talentfuldt barn og blev tilbudt et stipendie, så han kunne studere ved den prominente skole Louis-le-Grand i Paris. Her levede han hele sit ungdomsliv og tog en uddannelse som advokat.

I 1781 flyttede han tilbage til Arras for at praktisere som advokat og blev medlem af byen lokale videnskabelige selskab. Robespierre var et barn af oplysningen, og han fik blandt andet stor omtale for en sag om en opsat lynafleder (en nyopfindelse i samtiden), som han vandt ved at benytte et ekspertvidne.

Robespierre blev i 1789 valgt ind i Generalstænderforsamlingen, den senere Nationalforsamling. Her gjorde han sig gældende som de fattiges fortaler og for sin principielle tilgang til politik. Blandt andet var Robespierre en kraftig modstander af den såkaldte sølvmark. Det var en paragraf i den nye forfatning, som kun gav stemmeret til de mænd, som betalte et vist beløb i skat, og som dermed udelukkede godt halvdelen af Frankrigs mandlige befolkning.

Robespierre var en relativt isoleret stemme i Nationalforsamlingen. Men på grund af nye medier som aviser, der rapporterede fra forsamlingens møder, blev hans idéer og principper alment kendt. Som revolutionen skred frem, blev Robespierre gradvist en mere populær figur i den bredere offentlighed.

Han modtog således en lind strøm af breve fra især kvindelige revolutionære, som roste ham for hans faste principper og dydige fremfærd. Robespierre selv levede dog et simpelt og spartansk liv, der var helt og holdent dedikeret til politik.

Robespierre blev i samme periode et stadig mere fremtrædende medlem Jakobinerklubben.

Robespierre havde succes med sit forslag om, at siddende medlemmer af Nationalforsamlingen ikke skulle kunne genvælges, og han var derfor ikke på valg til den nye lovgivende Nationalforsamling i efteråret 1791.

En ny revolution afskaffede imidlertid monarkiet den 10. august 1792, og i september 1792 blev Robespierre valgt ind i Nationalkonventet. Som en radikal revolutionær og en ledende figur i den lokale administration, Pariserkommunen, spillede Robespierre muligvis en rolle i organisationen af revolutionen den 10. august.

I det nye Nationalkonvent, som skulle give Frankrig en ny republikansk forfatning efter kongens fald, blev Robespierre en af de såkaldte montagnarders førende talsmand, støttet af bl.a. Louis Antoine de Saint-Just og Georges Couthon.

I Nationalkonventet agiterede han kraftigt for Ludvig 16.s henrettelse. Den tidligere konge blev dømt til døden af Nationalforsamlingen og henrettet den 21. januar 1793.

Robespierre og montagnarderne ønskede politisk kontrol med økonomien og sociale reformer, der ville give bedre vilkår for de lavere klasser. Dette bragte dem på koalitionskurs med de såkaldt girondiner, der var fortalere for at lade de frie markedskræfter regere.

Efter en indædt magtkamp fik Robespierre efter folkelig intervention i Nationalforsamlingen den 31. maj og den 2. juni 1793 udrenset girondinernes ledere.

Den 27. juli 1793 indtrådte Robespierre i Velfærdsudvalget. Udvalget var oprindeligt oprettet med det formål, at det skulle komme med forslag til at få styr på den franske regering i henhold til den raserende krig og borgerkrig.

Velfærdsudvalget blev dog hurtigt det egentligt regerende organ, der ikke rådgav men i stedet rapporterede til Nationalforsamlingen. Som en ledende kraft i udvalget stod Robespierre for indførslen af det såkaldte rædselsregime.

Regimet indførte gradvist mere drakoniske love for at komme uroligheder til livs. I første omgang blev en række revolutionære organisationer lukket.

Robespierre overlevede to attentatforsøg den 23. og 24. maj 1794. I denne periode klagede Robespierre ofte over udmattelse. Fra slutningen af juni synes han at have haft et mentalt sammenbrud, hvorefter han pludseligt stoppede med at komme i Velfærdsudvalget og Nationalforsamlingen.

Vurderingerne af Robespierre har været modstridende. Han er af nogle blevet kritiseret for at have afsporet revolutionen i autoritær retning. Andre har fremhævet hans betydning for demokratiet.

• Den Franske Revolution
• Jakobinerklubben
• rædselsregimet