Maximilian 1.

Faktaboks

Maximilian 1.
født:
22. marts 1459
død:
12. januar 1519

Maximilian 1., 22.3.1459-12.1.1519, tysk-romersk kejser fra 1493, søn af kejser Frederik 3.

Maximilian var en alsidig begavelse og fik en omfattende uddannelse inden for humaniora, naturvidenskab og idræt. I 1477 blev han gift med Maria af Burgund, og huset Habsburg fik dermed kontrol over størstedelen af Burgund med bl.a. Nederlandene. Det førte til en langvarig konflikt med Frankrig, der kom til at præge hele Maximilians politiske liv. I 1486 fik han titlen "romersk konge", og i 1493 efterfulgte han sin far på tronen.

I begyndelsen af 1490'erne fik Maximilian fordrevet ungarerne fra habsburgernes del af Østrig og besat Tyrol. Maria var død allerede i 1482, og i 1493 giftede han sig med Bianca Maria Sforza (1472-98) af Milano for at kunne beherske det af Frankrig truede Italien, og han deltog i Milanos krig med Venezia, dog uden større held.

Hans kamp mod Schweiz mislykkedes også, hvilket førte til dette lands frigørelse fra kejserriget. For yderligere at udvide sin magtsfære indtrådte Maximilian i 1511 i den såkaldte hellige liga, der omfattede Pavestolen, Spanien og Venezia og var rettet mod Frankrig.

Endvidere indsatte han sin sønnesøn Karl, den senere Karl 5., som hersker i Nederlandene; dermed fremstod Maximilian som en af Europas betydeligste herskere, og han grundlagde habsburgernes senere magtposition i både den gamle og den nye verden, delvis ved hjælp af lån fra huset Fugger.

Maximilian støttede universitetet i Wien samt kunst og litteratur. Han skrev også poesi og var medforfatter til et epos om sig selv, Teuerdank, hvilket bidrog til at skabe et billede af ham som "den sidste ridder". Hans højtflyvende planer om at blive ledende i europæisk storpolitik blev dog ikke fuldt ud realiseret.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig