Max Klinger

Faktaboks

Max Klinger
Født
1857
Død
1920

Artikelstart

Max Klinger, 1857-1920, tysk maler, grafiker og billedhugger. Max Klinger blev uddannet af Karl Gussow på kunstakademierne i Karlsruhe (1874) og i Berlin (1875) samt i Bruxelles hos Emile Wauters.

1883-86 opholdt Max Klinger sig i Paris, hvor han fik kendskab til bl.a. Puvis de Chavannes og blev grebet af renæssancekunstens idealer, som han yderligere fordybede sig i under sit ophold i Rom 1888-93. Han havde en omfattende, nyskabende og særpræget grafisk produktion, hvor fx serien Parafrase over en fundet handske (10 raderinger, trykt 1881) peger frem mod surrealismen.

I symbolismens ånd forsøgte han at sammensmelte de forskellige kunstarter til et Gesamtkunstwerk, fx i maleriernes samspil med de dekorerede rammer og i polykrome statuer som Beethoven (1902, Museum der Bildenden Künste, Leipzig), hvor forskellige materialer som marmor, bronze og elfenben kombineres.

Max Klinger vakte forargelse med sine religiøse malerier i moderne nyfortolkning, fx Korsfæstelse (1890, Museum der Bildenden Künste, Leipzig). Han har portrætteret Georg Brandes (buste, 1902, opstillet på Georg Brandes Plads, København 1993).

Max Klinger er repræsenteret på Glyptoteket og i Kobberstiksamlingen.

Læs mere om tysk kunst.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig